28056043_932566780235460_5765486108402863195_n

Ups, kom til at løbe halvmarathon

Nogen gange tror jeg at jeg kan meget mere end jeg i virkeligheden kan. Nogen gange kommer jeg til at kaste mig ud i ting som er så hjernedøde at man må ryste på hovedet af det. Som f.eks. i søndags, hvor jeg var tilmeldt en enkelt runde ved vores klubleders Marathon nr 100. 10,7 km. Det var jo ikke mere end hvad jeg før havde løbet. Men…så var der lige det med at man fik medalje, og når der er medalje involveret, farer der en djævel i mig, for jeg synes altså man skal gøre sig fortjent til den medalje. Jeg luftede tanken ved min kæreste…ville det være helt skørt at prøve med 2 omgange, – altså faktisk en halvmarathon? Ja, var det klare svar. Helt skørt. Så han var på. Vi ville se hvordan benene havde det efter første omgang og så måske kaste os ud i nr. 2. Det længste jeg havde løbet var 14,7 km. Jeg fandt senere ud af, at 14,7 km lige præcis nærmest, var min krops smertegrænse.

27973826_1793451957334355_7398461455060577077_n

Vi kastede os glad og fro ud i første omgang, vejret var fint, ikke for koldt, og det var tørt. Min kæreste var stadig i genoptræning efter skade i læggen, og jeg bøvlede stadig med skinnebenene, så det var rigtig meget løb-gå, indtil jeg var varmet ordentligt op. Ja okay, ret skal være ret, jeg løber/går altid, har en del at arbejde med der, mentalt. Vi nåede depotet som lå halvvejs på ruten, og blev småmobbet på kærligste vis med at vi var langt bagude alle andre. Ork det skulle blive meget værre…vidste vi så ikke lige der. Efter lidt cola og energidrik og chips, løb vi videre. Indtil nu havde det været kedelig asfalt, men nu gik det endelig over i noget der med lidt god vilje kunne minde om trail. Juhuu. Vi nærmede os mål, og jeg tog spørgsmålet op: Skal vi prøve med en omgang mere? Det mente Jens godt vi kunne, hans læg havde ikke brokket sig, og jeg kunne meddele at både skinneben, knæ og vilje var intakte, så lets do it! Godt så… vi nåede målet hvor der var depot, og i stedet for at løbe ind i mål, forsynede vi os ved depotet og kastede os ud i 2. omgang. Vi nåede til 12 km, og så gik det pludselig op for mig at jeg var i gang med at løbe en halvmarathon for allerførste gang. Lige der, lige i det øjeblik, gik det op for mig. Blev så rørt at jeg begyndte at tude. Ved 15 km gentog det sig, og det var fordi der nåede jeg en distance jeg aldrig før havde løbet. Tudefjæs igen. De sidste 6 km hjem var det hårdeste jeg nogensinde har været igennem, og det tog laaaang tid. Meget længere end jeg overhovedet havde forventet. Men ærlig talt anede jeg jo ikke hvad jeg kunne forvente. Havde aldrig prøvet at løbe så langt, og var slet ikke trænet op til det, – let’s be honest.
Ved depotet tankede jeg op med chips, energidrik og cola. Jeg var helt enormt svimmel. 5,7 km hjem fra depotet af, det kan jeg godt klare, tænkte jeg. Det bliver ikke kønt dog. Folk siger det mentale er den største kamp, og ja det er bestemt en kamp, men min gamle krop var simpelthen kvæstet. Særligt lårene gjorde ondt. Min kæreste fandt en pind som han brugte som “Foam roller”, og det hjalp virkelig meget. En sidste monsterbakke skulle forceres, og så var der pludselig kun en halv kilometer hjem. Så begyndte jeg igen at tude, og jeg tudede resten af vejen ind i mål. Men det var med stort smil på, ja faktisk grinede jeg, simpelthen bare fordi FUCK JEG GJORDE DET! VI gjorde det…min kæreste og jeg. Og så pyt med at det tog os 3 timer og 22 minutter at komme igennem, med 962 højdemeter i alt. Det var godt nok lige en kamel at sluge… havde slet ikke troet et halvmarathon ville tage mig over 3 timer, men det gjorde det altså. Nå men, nu er der jo lidt at arbejde med. Mit næste halvmarathon,  som egentlig skulle ha været mit første – ligger 18. august, på Hjerl Hede. Træning – og slankekur – starter NU!

2018-02-18-13-41-29-1 27971756_1793451537334397_7845890860763723920_n 28056043_932566780235460_5765486108402863195_n