Vejen til første Marathon!

Er Marathon mon muligt?

I november havde jeg en af mine første uger, hvor jeg kunne indsætte mere end 50K på løbekontoen. Trods slud, storm og en masse sne, nåede jeg et mål hvor jeg skulle løbe 70K på en uge.. Det var egentlig ikke fordi jeg løb mod NOGET, det var mere sådan et personligt mål, jeg ville bare teste om jeg kunne.. Og det kunne jeg! Og da jeg så sad, søndag eftermiddag, efter en kold og våd sidste løbetur begyndte tankerne om et marathon at rulle.. Jeg havde løbet 70K denne uge, så burde jeg da kunne klare et marathon, ingen tvivl om at jeg var i mit livs bedste form..

Men marathon var faktisk en ting jeg ellers altid havde sagt IKKE var noget for mig.. Noget som jeg i mange år havde ment var den rene tortur for kroppen.. Jeg bildte mig ind at det slet ikke var noget for kvinder, vores led var ikke skabt til det, ligesom mænd var??? (VIRKELIG SKØRT!!!) Fjollede ting jeg nok bare bildte mig selv ind, fordi jeg inderst inde havde et lille utalt ønske om at det en dag var MIG der kunne prale af at have gennemført et helt Marathon. At JEG skulle løbe igennem Københavns gader sammen med en masse andre løbeglade mennesker, og få en medalje om halsen når jeg løb i mål. Jeg ønskede det faktisk pludselig så meget, at jeg fik sommerfugle i maven bare ved tanken..

Jeg nævner det for Michael om aftenen, bare noget med ”jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve det der marathon, men jeg er i tvivl om jeg kan”, og hans svar var; at selvfølgelig kunne jeg det, det var han slet ikke i tvivl om.. Så uden at have taget beslutningen endeligt, begyndte jeg at kigge på programmer der skulle gøre mig klar og blot få mig igennem uanset sluttid, men der er jo et hav af forskellige løsninger, og jeg syntes ikke rigtig jeg kunne finde noget der matchede mig, så jeg lagde lidt låg på drømmen og besluttede mig for at se nærmere på det når vi nåede januar.. Min plan var at investere i nogle hecmann kurser, og nogle af hans bøger, og så finde inspiration den vej..

Team Guldbamse

Min veninde Line, som jeg har kendt lige siden hun blev født, er elite OCR løber og havde længe løbet efter personlige løbeprogrammer lavet af Michael T.K Jeppesen. Da vi mødtes til brunch i midten af december talte hun stadig varmt om hendes personlige programmer, og var faktisk helt chokeret over jeg kunne løbe UDEN programmer.. Så Line fik hurtigt sat mig i forbindelse med Michael, som på det tidspunkt også kørte med et tilbud der løb indtil d 31. maj 2016.. Jeg skrev lidt frem og tilbage med Michael om mine mål, hvad jeg løb nu, hvorfor jeg løb osv.. Jeg havde faktisk rigtig rigtig svært ved at tage den endelige beslutning, der er meget langt fra en drøm til virkeliggørelsen af den, og det kan være afsindig svært at skubbe sig selv det sidste stykke, når man ved at der skal flyttes nogle grænser for at nå til målet..

Men efter megen overvejelse sprang jeg med på team guldbamse, med målet om at kunne gennemføre mit første marathon på under 4 timer.. At gå med i denne online løbeklub, DET er en af de bedste beslutninger jeg har taget for mig selv og mit løb, og kan klart anbefales uanset hvor du befinder dig i din løbekarriere og hvilke mål du har. Michael er så afsindigt dygtig og god til at sørge for at du er nøjagtigt der hvor du skal være. Udover løbeprogrammer hver uge får du også personlig vejledning (han står til rådighed 24/7 enten via beskeder eller på telefonen), og der er fællestræning 1 gang om ugen i København.

Når sygdom kommer i vejen for ens mål

Jeg havde IKKE nået mit mål om noget som helst Marathon hvis ikke jeg havde været en del af teamet. Jeg var nemlig så uheldig at jeg fik mig en rigtig slem dobbeltsiddet lungebetændelse i midten af februar.. De første uger forsøgte jeg mig stadig med løb (JEP virkelig virkelig dumt, men man kan altid være bagklog!). Men i ca 6 uger kæmpede jeg, og for filan jeg har tudet af frustration, fordi kroppen slet ikke kunne det som hovedet gerne ville. Hvor jeg normalt altid løb efter at have afleveret unger, lagde jeg mig på sofaen i stedet og rejste mig ikke før det var højest nødvendigt. Jeg ringede til min kære mand, og græd fordi jeg ikke magtede vasketøjet, rengøring, eller noget af det som der stod på dagens program.. Og jeg havde såååå dårlig samvittighed overfor Michael T.K Jeppesen.. Det lyder underligt, men jeg følte at han troede på mig, og brugte tid på mine programmer, og nu svigtiede jeg.. Jeg er bare sådan en person der helst gør ting 100%, så jeg havde ligesom gået ind i det her med et klart mål om CPH Marathon til maj, og det var det mine programmer blev lavet ud efter, så jeg synes det var så ØV at jeg ikke bare kunne komme i sving! Tiden tikkede derudaf og min form blev bare dårligere og dårligere.

I mange timer lå jeg på sofaen og tænkte at det der Marathon det ville jeg ALDRIG nå.. Det kunne være lige meget, jeg kunne jo ikke engang færdiggøre et skide program for en uge, til trods for at min coach havde lavet nogle forholdsvis lette programmer.. Jeg havde virkelig givet op.. Nogle tænker måske at det ”bare” var en lungebetændelse, men det var så slemt at jeg 4 uger inde i sygdomsforløbet fik tjekket lungekapacitet, og den var nedsat med 50%. Det vigtigste for en løber er at kunne trække vejret, og jeg lød som en ryger på 30. år, bare jeg forsøgte at bevæge mig en lille smule.. Gnisten var virkelig slukket og drømmen var ikke eksisterende, lige nu havde jeg kun et mål, og det var at kunne løbe mere end 10K igen..

Havde jeg ikke haft Michael T.K Jeppesen som coach havde jeg givet HELT op.. (i det hele taget var det bare fedt at være en del af et team, også selvom det kun var online) Michael pressede på, på en god måde. Han troede på at jeg kunne, trods lungebetændelsen, og denne tro fik mig til at tro på mig selv.. D. 20. marts satte jeg mig og nød lidt af vintersolen og den friske vind, gjorde mig nogle tanker om mål, drømme, osv..

VÆR NOGEN IKKE NOGET!

Og ugen efter færdiggjorde jeg for første gang i 6 uger mit løbeprogram fra ende til anden, og jeg var så stolt.. Tirsdag d. 27. marts var jeg ude og løbe 20K som var det længste i 8 uger, og det var bare den bedste følelse.. Det var vildt dårligt vejr på hele turen, men den fedeste følelse da jeg var hjemme igen, og jeg blev mindet om at det jo netop er lige præcis DERFOR jeg elsker at løbe.. Følelsen under og efter er helt ubeskrivelig, og kun en følelse man kender hvis man er løber!

Sidste lange tur inden nedtrapning! Blev løbet i storm og slud.

Og så lagde jeg ellers det ene løbeprogram ned efter det andet, uge efter uge kunne jeg mærke formen og gnisten komme tilbage, og lige pludselig lå jeg i en hård træning med kun få uger til nedtrapingen.. Jeg har faktisk nok aldrig tænkt over HVOR hårdt det er at træne op til et Marathon, det var først da jeg stod i de sidste hårde uger, og benene var trætte og kroppen bare BRUGT. Den sidste hårde løbeuge slutter jeg af med at løbe tv2east løbet. Mit mål havde været at komme under 50 min, og jeg havde lokket min dejlige mand med for at han kunne skubbe lidt på 🙂 Målet nåede jeg desværre ikke, men jeg kom ind på tiden 50.40, hvilket var ny PR til mig, og det boostede lige selvtilliden, for der var meget vind på ruten og de første 6K var op ad bakke plus jeg lå i den sidste hårde Marathon træning.

JEG KAN JEG VIL JEG SKAL klare det marathon!

– Dagene op til!

Det der nedtrapning har jeg haft ret svært ved faktisk.. Det er igen det psykiske der driller mig, for når jeg laver mindre er jeg altid bange for at tage på.. Derudover har jeg i denne uge carboloadet (spist en masse ekstra gode kulhydrater), for at fylde depoterne godt op. Jeg har virkelig prøvet denne uge at gøre alt hvad jeg normalt ikke gør, jeg har blandt andet sovet til middag to gange OG spist og spist og spist, dog kun gode ting!

Jeg håber virkelig at min krop vil takke mig i morgen, for mentalt kunne jeg ikke blive mere klar.. Jeg hentede startnummer i går, og den fedeste teamtrøje til os i team guldbamse, og da jeg kom hjem og lagde det hele frem blev det først helt virkeligt for mig; NU er det lige om lidt jeg skal løbe mit første Marathon, og der er kun en vej og det er over målstregen! WAUW… Min strategi er lagt i tæt samarbejde med Michael T.K Jeppesen, og nu glæder jeg mig bare helt vildt til at komme afsted, og løbe det der Marathon igennem et Københavns gader.

Jeg ved ikke om jeg når mit mål på tiden, men jeg ved at min mand vil stå og heppe på mig, ligesom han gjorde under mit store vægttab, gennem min uddannelse, under fødslerne af vores to børn og nu under mit første Marathon.. OG DET er bare helt igennem fantastisk i sig selv <3

cph marathon