Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Why just run? – Lidt om at løbe orienteringsløb i Canada

Advarsel! Efter du har læst dette blogindlæg, vil du højst sandsynlig blive vild med orienteringsløb. Der er stor chance for, at du vil synes, at orienteringsløb er en mega sej sport, som er alt andet end en spejderaktivitet. Du vil måske spørge dig selv, ”hvor og hvornår kan jeg prøve sporten?”. Hint: tjek siden her eller Facebook-siden her. God læsning!

#throwbackthursday

På de sociale medier bruger vi hashtagget throwbackthursday, når vi kigger tilbage på mindeværdige begivenheder. I dag er det torsdag, så hvorfor ikke se tilbage på en oplevelsesrig begivenhed?

I sommeren 2014 kunne jeg sætte endnu et checkmark over besøgte lande med store løbeoplevelser. Jeg har altid rejst land og rige tyndt for at opsøge løb og orienteringsløb -oplevelser. I august 2014 stod jeg så til start ved Canadian Orienteering Championships. Løbet blev afviklet over 3 dage og bestod af konkurrencerne: Sprint i OL-byen Whistler, Mellem i skovområdet One Duck Lake og Lang i skovområdet Black Magic omkring skisportsstedet i Whistler. Augustdagene indeholdte mange (løbe)oplevelser: Udfordrende orienterings-tekniske terræner, seriøse højdemeter, flere timers løb, godt med kilometer i benene, varme dage og frodigt dyreliv – med blandt andet sort bjørne frit gående.

Varm oplevelse gav en skuffende start

Kort over mellemdistance - orienteringsløb i canada

One Duck Lake.

Lidt hygge info-guf om Mellemdistancen

Løbsdato: 2. august 2014.
Konkurrence: Mellemdistance i skoven One Duck Lake (ca. 20 min i bil fra Whistler).
Banelængde: 3,1 km. (i fugleflugt) med 9 poster. 205 højdemeter.
Terræntype: Delvist kuperet med klippeflader og sten. Undervegetationen bestod af små buske, grene, fældet træstammer og små sten. Generelt var det svært gennemløbeligt.
Opvarmning: På uddelt ”warm-up map”, hvor terrænet kunne testes af inden start. Jeg gjorde god nytte af det og fik et godt indtryk af terrænet.

De gyldne erfaringer, der gør en klogere

Jeg kunne ikke give mig mere. Jeg var helt udkørt. Træt. Mit hjerte galoperede af sted. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at få vand, søge skyggen og få vejrtrækningen tilbage til normal stadie igen. Allerede efter post 4 løb – eller rettere gik – jeg på reserve-batterierne. I starten af banen gik det godt. Jeg løb lige i posterne. Havde god fart. Men så vendte det brat. Jeg blev svimmel, og kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde svært ved at stå på benene, og faldt flere gange.

Det var svært at få sveden ud af min krop. Jeg havde aldrig haft det sådan før under et løb, selvom jeg mange gange har løbet i bakket terræn i 25-30-graders varme. Trods min tilstand, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at ville udgå. Min stædighed havde taget magten. Der var kun én vej og det var i mål – og tage posterne med på vejen. Tankerne for igennem hovedet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser. Jeg havde trænet godt, kontrollet og havde forberedt mig grundigt på disse løb. Åbenbart ikke godt nok.

Efter løbet fik jeg drukket en masse vand og spist. Heldigvis havde jeg god appetit. Jeg fik sat mig i skyggen. Fik samlet kræfterne. Jeg havde ærlig talt ikke haft en god oplevelse. Og frygtede at de næste dage ville være ligeså. Jeg var ganske enkel ked af det og skuffet. Jeg har erfaret, at jeg skal være bedre forberedt på, hvordan jeg takler løb i varme.

Camilla Bergmann - orienteringsløb - runningblog

Camilla Bergmann - orienteringsløb - varme

 

Orienteringsløb til olympiaden

Camilla Bergmann Orienteringsløb løb Sprint Canada

Sprint løb i den flotte OL-by Whistler.

Lidt hygge info-guf om Sprintdistancen

Løbsdato: 3. august 2014.
Konkurrence: Sprint i vinter OL-byen Whistler.
Banelængde: 2,3 km. (i fugleflugt) med 17 poster.
Opvarmning: På det udleveret “warm-up map” var der tydeligt afmærket, hvor vi måtte befinde os inden starten på løbet. Der var anvist en markeret vej, som vi skulle følge for at finde til start, således at vi ikke befandt os i løbsterrænet.

Op på hesten igen

Der var ikke andet for. Jeg måtte op på hesten igen.  Jeg havde glædet mig meget til Sprintdistancen. Jeg havde trænet en del orienteringsløb i by foråret inden. Jeg havde også fastlagt intervaller 1-2 gange om ugen inden, så jeg vidste, at jeg havde formen til at kunne løbe stærkt.

Godt 30 minutter før starten gik jeg i gang med opvarmningen. Desværre kunne jeg hurtigt mærke, at det gjorde ondt i knæet. En gammel knæskade spøger og havde valgt at sige hej netop på dette tidspunkt. Øv, tænkte jeg. Havde jeg alligevel trænet for meget og dermed overbelastet knæet? Skulle jeg nu igen have et dårligt løb –  ligesom i går – men denne gang pga. min knæskade? Jeg valgte at ignorere det og koncentrere mig om løbet.

Da de tre korte efterfulgt af et langt biiiip lød, mærkede jeg ikke noget til knæet – sjovt nok. Jeg kom hurtigt ind på kortet. Fik læst frem, og planlagt mine vejvalg til de første par poster. Under løbet havde jeg svært ved at se, i løb, hvad der var passabel og impassabel passager (til ikke-orienteringsløbere: i sprint er der ofte hegn og mur som ikke må passeres), så jeg kiggede rigtig meget på kortet – hvilket gjorde jeg måtte skrue lidt ned for tempo, for at følge med orienteringen. På vej til post 7 møder jeg en konkurrent, som er startet 1 min. før mig og nogle stykker andre konkurrenter, som jeg kan se løber min bane.

Jeg noterer, at de kommer løbende imod mig og tager derfor post 8 udenom. Jeg er i tvivl, om jeg kan løbe mere lige på ved at tage det andet vejvalg. I stedet for at stå og læse kort, så vælger jeg at sætte tempoet op, og tage deres valgvalg. Efterfølgende kan jeg dog se, at det andet vejvalg måske havde været hurtigere. Irriterende at jeg ikke tog mig den tid. Ved post 8 kommer jeg op til hende, som startede 1 min. før mig.

Vi løber lige op imod hinanden resten af vejen til mål. Jeg kan sagtens løbe hurtigere, og når jeg får overhalet hende, så små fjumrer jeg ved posterne. Jeg vælger derfor at sætte tempoet ned for at kunne følge med på kortet. Sådan er det at løbe orienteringsløb. Det er den gyldne balance mellem at tilpasse fart og koncentration omkring kortet. Efter 15 minutter kommer jeg løbende i mål. Speakeren råber, at jeg er løbende i mål som 2’er. En placering som jeg holder til sidste kvinde er i mål. Jeg var glad for, at min dårlige oplevelse fra gårsdagens løb alligevel ikke påvirkende løbet denne dag.

Camilla Bergmann OL byen Whistler orienteringsløb

Ja, biledet er vidst (lidt) opsat. Men det er ikke hver dag, at man har en post ved de olympiskeringe.

 

Camilla Bergmann Orienteringsløb i Canada

Nordisk power: De tre podiepladser blev snuppet af Danmark og Sverige.

Into the wild: Black Magic

Orienteringsløb Canada Camilla Bergmann

Black Magic. Til ikke orienterings-nørder: Det brune på kortet er højdekurver.

Lidt hygge info-guf om løbet:
Løbsdato: 4. august 2014.
Konkurrence: Lang i Black Magic ved skisportsstedet i Whistler.
Banelængde: 5,8 km. (i fugleflugt) med 18 poster. 220 højdemeter.

Wow – ikke kig ned

Siddende i skiliften på vej til start gik tankerne på dagens taktik for løbet. Jeg var ikke taget hele vejen til Canada for at få dårlige oplevelser med hedeslag eller andet skidt.

Opskriften var derfor:
1) Ikke starte for hurtigt ud og derved miste kræfter tidligt på banen.

2) Drikke vand undervejs ved de indlagte depoter.

3) Lad orienteringen styre farten.

 

Starten gik på toppen af skiliften. Og selvom jeg vidste at målet lå for foden af skiløjpen, så ville ruten ikke være ren down-hill løb.
Med foden tapet op, efter et vrid på Mellem distancen, var jeg klar til start. Da jeg fik kortet i startøjeblikket var der inden vej udenom. Første post var ned ad bakke. Jeg forsøgte at have styr på, hvor langt ned ad bakken jeg var kommet, for ikke at skulle løbe op igen, hvis jeg havde løbet for langt.

Jeg snupper hurtigt posten og videre. Jeg laver ind imellem nogle dumme vejvalg til posterne, og bruger generelt tid på at møve mig frem i terrænet. Op ad bakkerne må jeg gå, da disse er for stejle til at løbe op ad. Men det er blandt andet det fede, ved at løbe orienteringsløb, da du er i et med naturen på en helt anden måde, end hvis du begav dig ud på en afmærket rute på stier. Du laver selv dine egne spor. Og du ved ikke om der længere fremme omme bag træet står en sortbjørn (eller andre dyr), som du skal tage stilling til og måske træffe en afgørende beslutning for dit løb.

Mellem post 3 og 4 havde arrangørerne valgt at afmærke ruten i terrænet. Da jeg får klippet post 3, kan jeg hurtig ses, hvorfor de netop havde besluttet dette. Det er svært at komme frem i terrænet, og du skulle ikke træde meget ved siden af, før at du ender 30-40 meter nede i den brusende flod, der løber langs med.  Det gav et sug i maven, og selvom jeg ikke er højdestræk, så fik jeg det alligevel der. Wow, sikken en naturoplevelse.

Mellem post 9 og 10 havde arrangørerne igen taget en beslutning, som vidste sig at være et sikkerhedsmæssigt godt træk. Alle deltagere fik foræret 5 min. på dette stræk, og ruten mellem posterne var afmærket. Fra post 9 skulle jeg ned af en stejl skråning. Den eneste mulighed var, at sætte sig ned og tage den på rumpen ned. De havde lagt et tov ud, som jeg brugte til at holde fast i.

Derefter skulle jeg krydse en flod. Det larmede fra den kraftige vandmængde, der fossede ned ad floden. I dette øjeblik, tænkte jeg, hvis jeg falder, så tager strømmen mig og ingen kan høre mig. Jeg kigger mig tilbage i håbet om, at jeg ser en anden løber på vej ned ad skråningen. Men der kommer ingen. Der er kun en vej, og det er, at gå kontrolleret igennem vandet.

Da jeg sætter foden på fast grund over på den anden side, kan jeg mærke en lettelse strømmende igennem kroppen. Puha. Og tankerne går efterfølgende på, hvordan jeg får orienteret mig videre på banen. Jeg fik læst mig frem på resten af banen og planlagt mine næste vejvalg.

Jeg var koncentreret og fokuseret på løbet, at jeg glemte tiden, på trods af at min krop arbejdede vildt hårdt. Så efter 1 time og 30 minutter, havde jeg taget alle 18 poster. Jeg løber i mål med en god oplevelse i bagagen og et smil på læben. Jeg var træt. Mættet af ekstreme indtryk. Og træt i hovedet af at ikke kun koncentrere mig om kortet, men også hvor jeg satte mine fødder. Jeg holder min 3’plads, som jeg kommer ind til.

Orienteringsløb giver udfordringer og fantastiske naturoplevelser

Trods en kedelig start på løbene, så har turen til Canada været en fed oplevelse. Jeg husker mest tydeligt Langdistancen, som et mindeværdigt løb. Det viste sig, at være sort magi i Black Magic, da flere løbere hilste på sortbjørne i skoven. Det gjorde jeg dog ikke. Men magisk var det nu alligevel den lune sommerdag i august.
Jeg blev bekræftet i, at orienteringsløb er en sport, som udfordre og giver naturskønne oplevelser. Selvom at der er andre løbere i skoven, så er du – ofte – alene, og der kan gå lang tid før, at du møder andre løbende rundt med kort og kompas. Dét giver ubeskrivelige naturoplevelser, som du mærker på helt egen hånd.

 

Camilla Bergmann Canada orienteringsløb løb

Camilla Bergmann Orienteringsløb I Canada

DSC03247 (2)

 

Bonus info: Løbet var de Canadiske Mesterskaber i Orienteringsløb (Canadian Orienteering Championships) i disciplinerne Sprint, Mellem og Lang. Alle kan deltage, men kun canadiske statsborgere kan blive ”rigtig” canadisk mester. Løbene havde base i winter-OL byen Whistler. Mellem og Lang var en del af den samlede World Ranking serie.

 

Vi ses i skoven med kort og kompas!

/Camilla

Instagram:@camillabergmann.dk

Website: www.camillabergmann.dk