Beatrice-friesland-riano-open-trail

Riaño Open Trail 48k/3000hm

img_4909

Hvordan jeg kom igen efter en DNF og de kampe jeg havde undervejs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at motivationen styrtdykkede efter min DNF til Trail Sierra Nevada i juli. Al løb efterfølgende har været mere lystbetonet end regulær træning.

Da tiden så småt nærmede sig, kæmpede jeg meget med mig selv om jeg skulle tage afsted. Hvad nu hvis jeg udgik igen?  Heldigvis var min nysgerrighed omkring løbet dog stærkere (havde virkelig hørt meget godt om løbet og området) end min usikkerhed. Flybilletten blev bestilt, så en enkelt overnatning i Madrid, tog til León og en lejebil fra León til Riaño, knap 100km.

Fredag d. 8/9 tog jeg afsted med en blanding af stress og spænding.  Dog blev spændingen lige en tand for meget da det i toget gik op for mig at jeg havde glemt mine vandflasker (soft bottles) på køkkenbordet. Katastrofe og kæmpe rookie mistake. For hvad gør man lige når man sidder i toget på vej mod København fra Århus. Gode råd var dyre og min puls nåede lige at peake. Jeg lavede en google søgning og fandt ud af, at Outdoor Rødovre havde mine flasker. Fik ringet og lagt to flasker til side. Efterfølgende måtte jeg ringe til min stedfar og brødebetynget bede ham om at køre til Rødovre for at hente flaskerne og derefter køre dem ud til lufthavnen, og nåh ja, jeg var en kæmpe nød og jeg skyldte en kæmpe kvajebajer (insert face palm). Heldigvis, var han sød nok til a tage turen derud og hente dem for mig. Uden et godt netværk, så står man sgu ringe!!!

Det skal siges at jeg plejer at have godt styr på mine sager op til et løb (har min tjekliste så jeg ikke misser noget), men det hele glippede lige den dag.  Jeg mødtes med mine forældre i lufthavnen og fik flaskerne. Fik krammet farvel og med pulsen i normalt leje kunne jeg nu påbegynde første del af min rejse.

Efter en overnatning i Madrid tog jeg toget til León, hentede min lille Fiat Panda og begav mig ind i landet mod Riaño. Turen er ikke mindre en fantastisk. Da bjerglandskabet så småt begyndte at dukke op i horisonten, kunne jeg ikke andet end at smile, for hold nu op hvor er det smukt.  Jeg var overvældet.

img_4868

Jeg nåede Riaño henad formiddagen, vejret var skønt, luften klar og ren. Den hyggeligste lille bjerglandsby.

Området er besøgt af vandrere, pilgrimsrejsende (ja dem der tager turen til Santiago de Compostela), jægere… Og ja løbere.

Jeg havde booket hotel lige ud til byens hovedvej. Det skulle vise sig at være det bedste jeg havde gjort, da målstregen lå 50m derfra :)!

img_4871

Efter jeg havde tjekket ind på hotellet gik jeg en lille rekognoscerings tur i byen, fandt det lokale supermarked og fik købt lidt snacks mm. Aldrig gå ned på snacks ;-).

Riaño Trail Run består af to løb. Det første er et tredages etapeløb, og så det jeg skulle deltage i Riaño Open Trail på 48km/3000hm.

I forbindelse med Etapeløbet var der lavet en Camp og det var her jeg kunne hente mit startnummer.

Løbene er arrangeret af den spanske trailløber Miguel Angel Heras, en gammel rotte trailverdenen og en af Spaniens absolut dygtigste løbere. Han er vokset op i området, så dette er hans baghave –  Hvilken baghave, WOW! Der var lagt op til tørre tæsk.

Startnummeret blev hentet og jeg skyndte mig tilbage til hotellet, for at få spist og hvilet til det forestående løb. Starten skulle gå søndag morgen kl. 8 fra nabobyen Lario. Vi blev hentet i bus kl. 7:20.

Jeg havde på forhånd læst lidt om løbet og havde også talt med tidligere deltagere omkring sværhedsgraden.

Vejret havde været omskifteligt med temperaturer fra -1 til 15 grader. Jeg havde medbragt handsker og det var en rigtig god idé på dagen.

Ellers bestod mit udstyr af “the usual suspects”: mine tro vandrestave, min løbevest – nu med flasker, Tailwind sticks (jeg brugte 4 på turen).

RACE DAY

Jeg stod op kl. 5 spiste min morgenmad og puttede mig under dynen igen og fik hvilet en times tid.

Jeg fik pakket mit udstyr, kom i tøjet og gjort mig klar til afgang. Udenfor var det 5 grader, og blæsende, jeg var bare glad for at det ikke regnede. Kl. 7:20 blev vi hentet af bussen og knap 15 min senere ankom vi til Lario.

Stemningen ved starten emmede af spænding og forventning, og en god portion humor. jeg fik ringet hjem, sat tlf. på lydløs og stillet mig klar i feltet.

img_4898

5 minutter før start kom vores speaker med nogle last minute vigtige informationer, der omhandlede første og sidste stigning. Hvis man led af højdeskræk, ville der være bjergguider til at guide op/ned af bjerget.

Derefter gik starten. Stille og roligt begav vi os alle ud i morgengryet.

De første par km var asfalt, derefter mark og skovbund. Ved ca. 6km ramte vi stigningen PICO DE YORDAS, knap 4km op med 800hm. Der var tåget og man skulle klatre op. Det var svært at se hvor jeg skulle sætte fra med hænder og fødder. I tågen kunne jeg høre guiderne bimle med ko klokker og råbe i skal bare opad –  Jo jo, men hvor er op.

Det tog sin tid og jeg kom op. Men jeg kæmpede meget med småkriser –  den lille stemme inde i mig der blev ved med at sige: Så giv dog op, gå hjem, hvad laver du her??? Det er for farligt? Hvad hvis du falder? Jeg nåede toppen, tog nogle dybe indåndinger og begyndte at kravle ned igen. Jeg sagde til mig selv, nu løber du mod første væskedepot og tager den derfra. Stille og roligt.  Nedløbet var stejlt, bestod af klipper, løse sten og løs jord. De seje proffer springer ned som bjerggeder, det er så ikke mig haha. Jeg er en smule mere varsom. Så med tungen lige i munden fik jeg bevæget mig ned. På vej ned mødte jeg en anden kvindelig løber og sammen fik vi talt os ned af første bjerg og løb sammen mod første væskedepot. Vi fik vendt lidt af verdenssituationen og det var en lettelse at kunne fjerne fokus fra al usikkerheden og i stedet kunne grine og bande af første stigning. Det er også hyggeligere at følges med en lidelsesfælle.

Vi nåede første af i alt 3 væskedepoter undervejs efter 14km. Vi tankede hurtigt op og var videre. Vi holdt en god pace, der manglede trods alt stadig 34km til mål.

img_4914 img_4913

Tågen var så småt lettet, og vejret var blevet lunere. Solen var endda begyndt at kigge frem mellem skyerne. Nu kunne vi endelig nyde omgivelserne. Der var så smukt, ubeskriveligt smukt. Græssende køer og vilde heste. De billeder vi tog, trods de blev gode, kommer slet ikke til deres ret, for det hele var magisk.

Min krise var så småt forduftet, hvordan kan man også have en krise, når man kommer igennem så smukke områder. Desuden hjalp det gode selskab at få afledt tankerne.

Man skal ikke lade sig narre af højdeprofilerne på startnummeret, det der umiddelbart ligner en lille bakketop er meget mere og det snyder så vandet driver. Jeg kæmpede lidt på anden stigning på grund af varmen, men jeg fokuserede og kom igennem. Der røg dog et par eder og forbandelser på vejen.

Jeg nåede andet væskedepot og humøret var højt, over halvvejs. Nu ventede næste stigning som primært bestod af asfalt og grusvej, derefter ned og så en ca. 7km lang flad rute på hhv. asfalt og skovsti. Vi løb blandt andet igennem en bjergtunnel, virkelig syret oplevelse. Efter det kom en 3km stigning med nogle små plateauer undervejs. Min løbemakker var begyndt at blive mærket af træthed og gik ned i tempo. Hun sagde at jeg skulle give den gas, så jeg fortsatte. Jeg nåede helt op og så gik det ellers ned. Masser af løse sten, jord/mudder og en lang smal, stejl passage ned. Den var led, men jeg fortsatte og nåede tredje og sidste væskedepot. Fik min sidste påfyldning og så var jeg videre. Nu ventede den sidste meget krævende stigning.

img_4922 img_4924

Dette var endnu en vertikal stigning, hvor jeg skulle klatre op. Miguel Heras tog imod i bunden og briefede kort, om hvad jeg skulle gøre. Jeg takkede for den fede men lede rute og han kvitterede med: “Du har endnu ikke set det bedste”. Når du når toppen så fortæl mig når du kommer i mål, hvad du synes om udsigten” Og så blev jeg sendt afsted op af bjerget. Der var bjergguider, der stod flere steder og guidede. På intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller utilpas.

Jeg nåede toppen og blev overvældet og rørt over udsigten. Her stod jeg 5km fra mål på et meget smalt stykke, hvor det gik lodret ned til begge sider og følte en taknemmelighed over at være nået så langt, for at kunne opleve noget så fantastisk.

Jeg fik sundet mig og guiden forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Vi skulle krydse bjergryggen, ca. 200 meter men jeg skulle ikke være bekymret for det var ikke farligt og så længe jeg holdt godt fast ville der ikke ske noget. Vi skulle gå langs en lille klippe afsats. It’s just a hill get over it!

img_4928 img_4929 img_4931 img_4932

Jeg kom igennem tude færdig, jeg havde overvundet mig selv og en af mine største frygt – højdeskræk. Men jeg havde undervejs slet ikke tid til at være bange eller tænke over det, fordi jeg var så koncentreret. Tanken strejfede mig aldrig. Der stod guider til at hjælpe mig ned for dette nedløb var ekstremt stejlt og krævede tålmodighed og vigtigst af alt forsigtighed.

 

Jeg kom ned og så var det ellers mod mål, ca. 2 km igen, men kroppen var træt efter at have været i gang i mange timer. Jeg kæmpede. Min kære løbemakker havde indhentet mig og sammen løb vi ind mod Riaño.  Opløbet foregik på grusvej, og resten asfalt. Vi skulle tilmed krydse en bro ind til byen. Vi grinede, bandede og luntede/løb og gik. Da vi nåede de sidste 100m skulle vi gud hjælpe mig op ad trapper WTF?! Som om vi ikke havde været pinsler nok igennem hahaha. Vi løb sammen ind over målstregen hånd i hånd, armene op over hovedet og nærmest i spring 3 minutter før cut off.

Vi blev modtaget med kys og kram fra de frivillige og guiderne. Stemningen var ubeskrivelig.

Jeg fik min medalje om halsen, aldrig har jeg før kæmpet så meget for at nå i mål. Idet jeg også havde gennemført mit tredje løb i Spain Ultra Cup, fik jeg også en super fed Finisher trøje.

img_4902

Jeg var så overvældet, det havde været et hårdt løb, jeg havde virkelig kæmpet med mig selv og elementerne.

Absolut ikke det hurtigste løb jeg har gennemført, men stoltheden vil ingen ende tage for jeg gav aldrig op, selvom jeg havde lyst flere gange undervejs.

Riaño Trail Run er et løb der varmt kan anbefales, men vær forberedt på tæsk hæhæ. Det er et udfordrende og ret teknisk løb, men også et helt vanvittigt smukt løb, med en masse fantastiske hjælpsomme frivillige undervejs.

Jeg er glad og taknemmelig for at jeg fik muligheden for at deltage i dette løb.

Hvad har jeg så lært af dette løb?

Jeg tager en masse med mig fra dette løb. At jeg udgik sidste gang er ikke ensbetydende med at jeg skulle udgå denne gang også. Jeg skal være bedre til at stole på mig selv om mine instinkter og ikke lade mig overvælde af usikkerhed og frygten for at fejle -> Det skal jeg arbejde mere med.

 

img_4900

 

For i sidste ende så gjorde jeg det, jeg gennemførte. 2 x finisher HELL YEAH!!!